En syrisk flygtning og et par af de kendte

Engang i starten eller midten af 00’erne påmønstrede jeg en Granada 27 i Assens marina. Jeg husker det som et sted, hvor man bare pakkede i båden og kom afsted. En havnefront fuld af værft og anden industri indbød ikke just til et længere ophold.

17. juli 2020 klokke 16:35 ankom jeg påny til Assens – men denne gang fra søsiden. Anne Mette og jeg skulle bare have en hurtig overnatning, inden turen skulle gå til Faaborg lørdag morgen.

Jeg husker mit seneste besøg som en hurtig pakning af bagage og så afsted. Så denne gang besluttede vi os for i det mindste at give den lille fynske købstad med godt 6.000 indbyggere en chance. Det skulle vise sig at være en overraskende god ide. Efter at have fået styr på havnepenge, strøm og placering af toilet- og badeforhold, gik vi rundt om marinaen for at ‘finde’ byen.

Når man nærmer sig Assens og kommer rundt om det gamle værft, møder man nogle gamle industribygninger. Men ser man dem nærmere an, afslører de, at de er fra en tid, hvor man byggede med træ, mursten og jern og ikke af stål og store kedelige betonelementer. For eksempel Assens’ gamle sukkerfabrik. Den smukke og i øvrigt flot istandsat gamle bygning fungerer i dag som Rådhus for Assens. Pludselig går det op for os, at vi står på dét, der må have været den gamle banelinje mellem en lige så smuk rød stationsbygning og den gamle sukkerfabrik.

Det historiske sus på turen

Når man ankommer til Assens ad Damgade, bliver man omgående tilbudt en fyldig historietime. Det første, som falder i øjnene, er den opstemmede dam, der vel sagtens har givet gaden sit navn. På modsatte side fosser vandet ud langs en gammel gylden bygning, der må have været en vandmølle af en slags engang. Yderligere 100 meter fremme kan man ved nummer 26 læse om byens måske næststørste helt, modstandsmanden Jens Toldstrup. Hans status overgåes nok kun af alle tiders største dansk søhelt, Peter Willemoes, der også blev født i Assens (i 1783).

På modsatte side af Toldstrups hus, knejser Vor Frue Kirkes 48 meter høje, ottekantede klokketårn – en helt særlig arkitektur, der så vidt vides kun kendes fra Kalundborg kirke. Selvom kirken er gotisk, og på den måde er af ‘nyere’ dato, kan man i sokkel og nederste murværk finde spor efter den romanske kirke, der blev opført her i 1285.

Kort fortalt – Assens er en gammel by. Så gammel, at ingen rigtig ved, hvornår byen fik egentlig sin købstadsstatus.

Den gode historie på vejen

Da vi nåede Østergade, drejede vi til højre og satte kurs op mod det brostensbelagte torveområde, hvor en del tørstige mennesker denne fredag havde fundet skygge under en række parasoller. Her spottede vi straks den hyggelige irske pub, O’Neill’s, der udover udskænkning af særdeles gode specialøl også er nabo til en anden af byens historiske huse, Maaløes Gård, hvor der på træværket over porten står 1520.

Efter et kort ølstop på O’Neill’s forsatte vi af Østergade. Her kom vi blandt andet forbi førnævnte søhelt Peter Willemoes’ barndomshjem. Man får som sejler en ærefrygtig, ja næsten andægtig, følelse i kroppen ved tanken om, at hér har en af danmarkshistoriens største sejltalenter løbet og leget. Hvad han nåede at lære om sejlads, vind, vejr og strømforhold i sine knap 25 leveår, er mere end dét, vi andre kan nå at samle op gennem et helt sejlerliv.

Den bedste historie på hjørnet

Længere oppe af Østergade fik vi på hjørnet af Nygade øje på noget helt anderledes og totalt overraskende. ‘Aleppos Søde Sager’ stod der på døren. Søde sager fra mellemøsten… og så på et strøg i en mindre dansk købstad. Dér måtte vi ind. Uhauha – sjældent har vi da været i større fare for akut mavepine. Med det samme, vi trådte ind i butikken, blev vi mødt af Hektor, der med det største smil på denne side af Alperne forklarede og fortalte om de mange forskellige kagevarianter, og hvilke dele af mellemøsten disse søde herligheder hørte til.

Vi har begge en stor kærlighed til mellemøstens mange gastronomiske specialiteter, så snakken gik hurtigt, om hvilke figner eller særlige æblesorter, der blev brugt til hvad. Naturligvis tilbød Hektor os smagsprøver, og inden vi så os om, havde han også tryllet en kop kaffe og en flaske kildevand frem. En gæstfrihed, man ikke så tit møder i en dansk butik, men som er helt normalt i mange mellemøstlige lande.

Hektor fortalte, at han for godt fem år siden måtte flygte fra Aleppo og forlade sin kone og dengang to små børn. Hektors hustru Hadeel er ud af en velhavende familie og Hektor selv en driftig mand med eget marketingsbureau, så oprørsgrupper havde henvendt sig til familien for at få penge til kampen mod Assad. Men familien ville ikke blande sig i en konflikt, de vidste var superbetændt og meget farlig. Oprørerne kvitterede med at bortføre Hektors bror, som familien – trods udbetaling af en stor løsesum – ikke har set siden. Da oprørerne på ny begyndte at kredse om familien, besluttede Hektor og hustruen Hadeel, at Hektor skulle flygte og finde et sted, hvor han og familien kunne finde tryghed. Det blev Danmark!

Her knoklede og kæmpede han i halvandet år. Trods sin gode uddannelse som journalist og sin ledererfaring fra sit firma i Syrien var han ikke kræsen og tog beredvilligt alt det arbejde, han blev tilbudt, og langt om længe kunne han igen se sin Hadeel og give de to drenge et kram.

Både Hektor og Hadeel er driftige mennesker, der ikke sidder på hænderne. Man skal kunne forsørge sig selv og skabe noget. Hadeel nægtede slet og ret at modtage ‘almisser’ fra den danske stat, så med hjælp fra et par rare danskere, fik de stablet først én, så to virksomheder på benene i Assens – den ene ‘Aleppos Søde Sager‘.

… og så det med de kendte

Pludselig spørger Hektor os, om vi kender den danske skuespiller Preben Kristensen. Ja klart, hvem i Danmark gør ikke det?

Han er min ven – ham og Søren Hedegaard. Kender i også ham? Jeg skylder dem meget!

Her sad vi så og kiggede på hinanden. Hvad er sandsynligheden for, at én af Danmarks mest prominente skuespillere kender en syrisk butiksindehaver i Assens? Men den er tilsyneladende god nok. Søren Hedegaard har faktisk stået for en crowdfunding, hvor danskere på ingen tid samlede 30.000 kroner ind. Derefter lånte Søren og Preben dem resten, så de kunne starte den første butik. Sikke en drejning på den tragiske historie før.

Det næste, der følger er to komplet surrealistiske senarier, for pludselig og uden at hverken Anne Mette eller jeg havde opfattede det, sad Hektor og Facetime’ede med Søren. Jo, det var ham. Hektor vendte telefonen, så vi også kunne hilse på. Superhyggeligt naturligvis – Søren er jo en venlig mand. Hektor fik talt færdig med Søren og forklarede efterfølgende, at han bare havde fået sådan en lyst til at tale med dem, fordi vi netop havde talt om dem. Dødsympatisk og jo faktisk noget, vi danskere burde praktisere noget mere – at ringe til hinanden og sige ‘hej, har du det godt‘, og så droppe alle de tomme og upersonlige SMS’er.

Så ringede telefonen, og da vi jo blot var ferieturister, signalerede vi, at Hektor bare skulle tage sin telefon. Kunderne kommer jo altid først. Det var imidlertid ikke en kunde, som ringede. Det var såmænd butikkens anden velgører ved navn Preben. Han ville bare lige ringe, så han også kunne sige hej til Hektor, og således endte det med, at vi faktisk fik sagt hej til Preben Kristensen i Danmarks måske sødeste butik … i Assens!

Efter halvanden time i umådeligt godt selskab med Hektor forlod vi butikken med en stor pose goodies. Der er i skrivende stund ikk’ ret mange tilbage. Vi er begge fast besluttede på at tage til Assens igen og besøge Hektor og måske også hilse på seje Hadeel, der måtte undvære sin mand i halvandet år, uden at vide om hun nogensinde så ham igen.

På vejen hjem til Libertas talte vi om, at det i grunden er utrolig let at være klog på andres vegne, og at man reelt kun har ret til at lytte og hjælpe, når man møder folk som Hektor og Hadeel, der har oplevet trusler på livet, personlig ruin og lidt helt utrolige afsavn på grund af krig og vold.

Samtidig følte vi os også lidt stolte over, at det – trods fremmedfrygt og et helt ukristeligt immigrationspolitisk bureaukrati i Danmark – alligevel er lykkedes nogle myreflittige udlændinge at skabe et forsørgelsesgrundlag for en familie med (nu) tre børn. Vel at bemærke uden at lægge den danske stat til nogen last.

Det er bestemt ikke sidste gang, at ‘Aleppos Søde Sager’ får besøg af os.

Tak for kaffe, Hektor!

Morgensol over Assens
Morgensol over Assens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.