Slut på en mærkelig sæson

Jeg tror de fleste – ikke kun sejlere – finder, at året 2020 har været besynderligt og anderledes. Covid-19-pandemien gjorde mange ting særdeles besværligt. Men hvor mange mennesker har måttet aflyse eller helt afstå fra at komme på ferie, har sejlerne ingen problemer haft med isolation og krav til afstand. På dén måde, har sejlerlivet været business-as-usual.

Men der har dog været mangler og afsavn. Sejlerlivet handler jo om langt mere, end bare at sejle fra A til B. Mindst halvdelen af det, handler om at være sammen, dele en øl på kajen, hjælpe med småreparationer, grille sammen og nyde aftensolen i gode venners lag. Dertil kan man lægge, at kapsejlads var helt aflyst hele forårssæsonen. For nogle af os, var dét et stort savn.

Men det lykkedes jo, og de fleste fik en dejlig sæson på vandet alligevel. Som det fremgår her på bloggen, gjaldt det også for Libertas. En sommertur rundt om Fyn med besøg i Assens, Faaborg, Svendborg, Lundeborg, Kerteminde og Bogense (vores andet hjem) blev fulgt af flere gode ture – både selv og med naboer og familie.

Men i september indhentede virkeligheden os. Jeg måtte forlade mit job på grund af Corona-nedskæringer og vores weekender blev fyldt med andre ting. Og det fik konsekvenser for Libertas!

Skibe er bygget til at sejle – ikke ligge stille

I hele september fik vi faktisk ikke sejlet. I hvert fald ikke i vores eget skib. Straffen for dette “svigt”, betaler man dobbelt som bådejer. For sejlskibe er ikke bygget til at ligge og ‘blomstre’ i havnen. Ud over at skulle savne den friske luft, den frie vind og de bløde bølger, overtager naturen så at sige dit skib.

Det fandt vi ud af i starten af oktorber, da vi endelig fandt tid til at komme afsted igen. Det blev en uhyre kort tur, da rurer havde haft tid til at vokses sig store på både skrue og loggen. Vi mærkede det allerede, da vi lagde fra kaj. Libertas bevægede sig næsten ikke, og jeg havde faktisk svært ved at styre hende. Da vi endelig kom ud i havnebassinet fandt vi ud af, hvor slemt det stod til. Med næsten fuld gas kunne vi på GPS’en se, at vi skød cirka 1 knob. Skruen gav stort set ingen fremdrift. Så vi vendte Libertas i det store havnebassin og tøffede tilbage på plads. Øv!

Men sådan ér det. Hvis du ikke sørger for at sejle i dit skib, så kommer naturen og tager over. Så lærte vi den lektie!

Hjælp til at komme til kranpladsen

Vi besluttede os derfor til, at sæsonen 2020 var forbi. Jeg kunne ganske vist have kørt efter våddragten, hoppet i vandet og forsøgt at rense af. Men vi vidste på det tidspunkt ikke, om det blot var skruen, eller om hele skibet var sat med klaser af blåmuslinger.

Vi fik booket Laust, vores foretrukne vognmand, og skulle et par uger senere have både op. Det skulle vise sig at blive lidt et kunststykke. Vores kære skib var nemlig nu så sat, at vi kun med nød, næppe og stor tålmodighed kunne få hende om til lystbådenhavnens kranplads. Faktisk var der så ringe fremdrift, og dermed så ringe styring, at slet ikke kunne komme ind til kajen selv. Vi måtte kaste et par trosser i land for og agter og lad os bugsere på plads.

Det føltes faktisk lidt pinligt!

Men da vi endelig fik det skønne skib fri af vandet kunne vi se, hvorfor vi havde så svært ved at styre. Indsugningen til kølevandet til motoren var frit, hvad der jo var heldigt. Alt andet, sejldrev og skrue var helt og aldeles sat til i et tykt lag rurer. Skroget på skibet var imidlertid næsten helt frit for begroning. Års lag af VC17 bundmaling gør underværker – det havde det friske lag på sejldrevet så ikke.

Men op kom hun og i sikker vinteropbevaring indendøre på en gård et stykke uden for Kolding. En på alle måder lidt mærkelig afslutning på en sejlsæson, der ellers havde budt på så mange gode stunder – både på vandet og i skønne og historiske fynske byer.

Mast af: 16/10-2020
Båd op: 27/10-2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.