Endelig kom vi afsted. Dét, som vi i flere år har drømt om – at stævne ud på sommerferie i vorest eget skib – var nu langt om længe blevet til virkelighed. Fredag d. 17. juli 2020 kastede vi for første gang fortøjningerne og drog afsted på mere end en weekendtur i danske farvande.
Forud var gået en uge med forskellige gøremål. Helena skulle lige en tur til Sæby og besøge en kusine, og vi skulle lige have styr på vasketøj, blomstervanding og kattepasning og får provianteret de sidste ting til det gode skib Libertas. Pæren til motorlanternen var gået og skulle skiftes, gasflasker skulle byttes, og der var et par fortøjninger, der skulle byttes ud.
Desuden havde vi opdaget, at den lille studs i kistebænken, hvor vores saltvandskølede Volvo Penta motor trækker returluft ind, når man stopper motoren, var kalket/saltet/tæret helt til. Den dryppede vand, så den skulle også skiftes, hvis vi ville undgå vand i motoren (og det vil man jo gerne). Det sidste fik vi vores motor-guru Mads fra Dansk Marineudstyr til at tage sig kærligt af.
Nu var ‘Berta’ tiptop og 100% sejlklar.
Solskin men meget lidt vind
Klokken 11:53 fredag formiddag kastede Anne Mette forfortøjningerne ind på broen i Kolding. Sommerferien 2020 var begyndt. Helena var tidligt fredag morgen blevet sat af hos en klassekammerat i Svendborg, og Anne Mette og jeg havde nu knapt fire døgn til at få Libertas sejlet til Rudkøbing, hvor vi efter planen skulle samle både Helena og Kristine op igen. Forude ventede en masse skønne dage med vand under kølen og besøg i en række skønne oaser rundt om i det danske sommerland.
Når man, som vi gør, elsker at sejle med sejl, så er vinden ofte en drilsk partner. Ind i mellem er der for meget – til andre tider for lidt. Denne fredag var én af de sidste. 2-3 m/s stort set stik øst og altså nærmest direkte modvind ud af Kolding fjord.
Da vi efter en times sejlads rundede Løverodde og sejlede ud i Lillebælt, drejede vinden bare med rundt og gik i syd-sydvest, og så var vi lige vidt. Med en bekymring for, at vi – hvis vi ikke kom til Assens i tide – kunne få en ledig plads, besluttede vi os på at lukke lazy-bag’en igen og bare fortsætte for motor. 4,5 knob er bedre en at krydse rundt i Lillebælts strøm.
Vores bekymrig skulle vise sig at være helt og aldeles ubegrundet. Ikke nok med, at en sydgående strøm i Lillebælt denne dag sendte os afsted med godt 6 knob – trafikken i bæltet var meget begrænset, og da vi ret præcist tre timer efter afgang fra Kolding rundede den røde bøje ved Wendellsborg Hoved, stod det klart, at vi ville være i Assens i særdeles god tid.
16:30 passerede vi havneindløbet i Assens Marina og vores gamle men nyligt gennemrenoverede motor havde vist sit værd. Godt 4,5 time med god fart beviste, at Motor-Mads havde gjort et godt job i det tidlige forår.
Første stop – Assens – var nået, og hvad der blot skulle være et hurtigt stop-over inden turen gik videre mod Faaborg, skulle vise sig at blive et overordentlig spændende besøg, i en gammel fynsk by med masser af idyl og gode historier.
Dem vender vi tilbage til!