Den første overnatning ombord på Libertas i sæsonen 2020 blev en både hyggelig men også lidt våd affære.

Vi havde brugt Kr. Himmelfartsdag på at få sat storsejlet og lazy-bag’en (den pose på bommen, storsejlet falder ned i, når man tager det ned), fået sat cockpit-teltet op og gjort rent ombord. Så fredag skulle være den hyggelige første aften og nat i båden for os alle tre. Der var bestilt fish’n’chips på ‘Agtergrillen’ på marinaen, og roséen var lagt i køleskabet. Alt var godt – men mod vest trak skyerne sammen.

Vandludo – ny disciplin for sejlere

Glade og mætte efter et godt (måske ikke så sundt) måltid vendte vi tilbage til skibet. Vi havde med vilje sat os indenfor hos Agtergrillen, da det var begyndt at små-dryppe lidt. Men nu regnede det rigtigt. Vi kom hurtigt ombord og fik lukket lidt til – nu skulle der hygges og spilles brætspil om læ.

Det første vi kastede os ud i var et spil Ludo. Det gik rigtig godt for mig, og jeg fik hurtigt tre brikker ud. Men derfra gik det ned af bakke. Alle brikker måtte på skift ‘hjem’, og til sidst var jeg virkelig bagud. Heldigvis blev spillet afbrudt, inden den ultimative ludo-ydmygelse indtraf.

Der er ingen tvivl om, at sejlere elsker vand – lige på nær, når det optræder inde i deres skib. Vand i vandtanken og i vandhanerne er naturligvis ok. Men dagens vand dryppede i en lind strøm fra ventilationsskakten i loftet foran masten ved stævnkahytten. Ned ad trævæggen og ned i sofaen, og det viste sig hurtigt, at det allerede havde gjort både hynderne i sofaen og madrassen i min køje i stævnkahytten våd. Ikke meget – men nok!

Lort!

Nobelpris til opfinderen af Gaffatapen

Nå! Spillet blev øjeblikkeligt afbrudt, og mens Anne Mette og Helena fandt klude og håndklæder, løb jeg ud i regnen. Undervejs fiskede jeg en rulle gaffatape op fra kistebænken i cockpittet. Med mig havde jeg et par tørre klude. Nu skulle det gå lidt tjept.

Regnen silede ned. Men det lykkedes mig at få tørret fordækket og metalskjoldet over ventilationskanalen så meget af, at jeg kunne få sat nogle solide stykker Gaffa på. Det stod hurtigt klart, at vandet kom løbende fra masten og ned mod skakten, hvorfor jeg begyndte med at dække af foran skakten – altså modsatte side af masten. Stykke for stykke lagde jeg bånd af tape på tværs af vandets retning, så jeg med de sidste stykker kunne lave en slags ‘tagrende’ mellem mast og ventilation og derved lede regnvandet uden om ventilationen.

Godt våd vendte jeg tilbage til salonen i skibet, hvor hynder var blevet løftet, og vægge var tørret godt af. Men vandet løb stadig – med et par dråber ad gangen – ned langs skottet ved stævnkahytten. Men det var tydeligt, at vandet fra den utætte ventilation ikke længere løb. Gaffaen havde med andre ord løst hovedårsagen til problemet. Det vand, som nu løb, var vand, der lå fanget i loftsbeklædningen i salonen. Med lidt forsigtighed og et håndklæde fik presset vandet frem mod skottet og kunne derefter fange det med håndklædet, og efter en 20-30 minutters loftsmassage lod det til, at vi endelig påny havde tørvejr i både salon og stævnkahyt.

Der er altid arbejde til sejlere

Hvad der skulle have været en afslappende lørdag og en første tur på ferien, blev til endnu en arbejdsdag i havnen. Over morgenmaden holdt vi en rådslagning, Anne Mette og Helena ville køre i Ikea og finde nogle plastikbeholdere til müsli, speltflakes, havregryn m.m. og jeg ville undersøge ventilationskanalen for at se, om noget sad i klemme et sted og derved lukkede vand ind. Det sidste – kunne jeg have sagt mig selv – skulle naturligvis ikke være så simpelt.

AM og Helena tog afsted og jeg gik i gang med at skrue metalskjoldet af den utætte ventilation på dækket. Det gik overraskende let, og efter også at have skruet selve ventilen i skakten af, kunne jeg se problemet helt. Tidens tand havde tæret på stort set alle dele af ventilatoren. Al plastik i konstruktionen var mørnet, og skyderen til at åbne og lukke spjældet havde sat sig fast. Men den mest skyldige del fandt jeg nedest. Den store gummiring, der skulle agere vandskjold mellem dæk og ventilationshullet gennem dækket var ved at smuldrevæk, og den beskyttende fuge (formentlig af noget Sikaflex) var flere steder helt væk. Regnvandet havde næsten en helt kanal at løbe i – direkte ned i ventilationsskakten. Derfor!

• 

• 

• 

Der var ingen tvivl – der skulle en helt ny ventilationsenhed til. Jeg tjekkede uret, og derefter åbningstiderne til vores lokale marinecenter. Lørdag til 13:00 – perfekt, det kunne jeg godt nå. Jeg pakkede alle ventilationens løsdele sammen i en pose og tog dem med, da jeg følte mig sikker på, at en ventilationsskakt på en båd fra 1986 sikkert var helt udgået. Men så kunne vi måske finde noget, der lignende, og som havde de samme cirka-mål.

Roca ventilationer er stadig en standardvare

Er man i tvivl om, hvad man skal gøre i en given situation ombord på sit skib, er der to steder at gå hen:

1. Til en erfaren sejlerven med sans for godt håndværk
2. Til dit lokale marinecenter

I dette tilfælde måtte vi trække kort nr. 2, da vores sædvanlige ‘skibstroldmænd’, var taget på Kr. Himmelfartstur. Må vi her slå et slag for Dansk Marineudstyr i Kolding. Det er de mest utrolige småting, de har forstand på her. Da Martin i centeret så min pose med gammelt og mørt plastik udbrød han straks:

“Den der! Det er da sådan en Roca ventilation. Det er stadig en standardvare, og jeg tror lige, at vi har en liggende.”

Efter en tur ned af et par rækker i forretningen fiskede han en pakke ud fra den nederste hylde. Udfra pakken præcist én mage til den, jeg havde med i posen. For en sikkerheds skyld åbnede Martin pakken, så vi kunne sammenligne. Det var den!

Derefter rejste han sig og gik til hylderne for enden af rækken og fiskede en tube Sikaflex 291i ned fra stativet.

“Du skal have den her med. Så skraber du alt det gamle Sikaflex eller fugemasse væk og rejser med acetone, så du får en ren overflade. Så lægger du dette på, hvor gummiringen og skruer skal i, skruer på og lader det hærde. Så er det tæt igen.”

Det er omtrent det mest simple, jeg endnu har lavet på mit skib. Totalt heldigt sagde vejrudsigten tørvejr og frisk vind indtil natten mellem lørdag og søndag, hvor det igen skulle regne. Så jeg gik i gang. Omhyggeligt med en lille skruetrækker fik jeg lirket alt det gamle fuge af, fik renset med acetone, så det – særligt op mod masten – var helt rent, og fik så til slut lagt en fin ny Sika-fuge hele vejen rundt, hvor gummiringen skulle ligge. Da yderdele af ventilationen var på plads, gik jeg tilbage om læ for at skrue inderdelen fast i salonens loft. Voilá! En ny ventilationsenhed på plads.

• 

• 

• 

Da det omkring sengetid lørdag aften igen begyndte at regne, holdt vi alle øje henne omkring hullet og skottet. Problemet var løst. Bekymringer fra sejleren med de ti tommelfingre var gjort til skamme.

Vores nabo på broen, Peter, mindede os om, at man altid skal se positivt på den slags uheld. Hvor jeg i et halvt døgn havde bekymret mig om mulig vandskade og flere dyre og besværlige reparationer, sagde han med et smil:

“Det var da godt, at I var her, så I opdagede det med det samme. Så skete der ikke noget, og du lærte noget nyt om dit skib.”

Det er virkelig godt at have erfarne sejlere og forstandige bådfolk lige omkring sig – særligt når man er ny bådejer. Dem er der heldigvis rigtig mange af i Kolding Bådelaug, som vi er medlem af, og hos Kolding Marineudstyr.

Og nu har vi så påny et tørt skib.