Denne – det første indlæg på denne side – handler om vores første skib, som vi erhvervede os i starten af juli 2019.

‘Libertas‘ hedder hun – ‘Frihed’ på latin. Hun er en ualmindelig skøn og solid svenskbygget Maxi 909, som blev bygget i 1989. Siden har hun haft hjemhavne i henholdsvis Heiligenhafen i Nordtyskland og i Brejning ved Vejle fjord.

Vi havde allerede i løbet af vinteren 2018 besluttet os for, at vi ville prøve at finde vores eget skib. Indtil da havde vi sejlet med mange andre – jeg var ivrig kapsejler og sågar begyndt som sejlinstruktør i Kolding Bådelaug, og Anne Mette var blevet medlem af klubbens bestyrelse. Vi var mere og mere på havnen, og vi var efterhånden ved at blive kendte, som “dem, der ikke kan få sig snøvlet sammen til at få deres eget skib“.

Vejen til eget skib er ikke lige

Når man egentlig ikke helt ved, hvad man leder efter, så er det sin sag at finde det rigtige skib at købe. Der er masser af brugte skibe til salg – mange til nogle helt ualmindeligt lave priser. Vi havde i udgangspunktet kun nogle få krav:

1. Der skulle være indenbordsmotor
2. Der skulle være ståhøjde om læ
3. Der skulle være toilet ombord

Vi havde derfor ikke lagt os fast på noget bestemt mærke eller nogen bestemt længde/størrelse af båden. Anne Mette og jeg var vant til at sejle klubbens fantastiske L23’ere, men vi var også enige om, at vores skib gerne måtte være lidt større. Vores planlagte budget lå på cirka 150.000 kroner – jagten kunne gå i gang!

Den første båd, vi fandt interessant, var en Jeanneau Sun Dream 28. Den lå i Vejle, og da vi jo bord i Kolding, var det dejlig tæt på. Det var et aldeles udmærket skib. Der var et par ting, der skulle fikses – særligt om læ – og da det var det første skib, vi kiggede på, besluttede vi os for, at lade nogle andre få glæde af skibet. Et par uger efter tog vi en tur til København. Her lå der i Sydhavnen en smuk Jeanneau Sun Light 31 med præcis det pantry, vi havde set os lune på. Men billeder kan snyde en del, og denne ejer havde benyttet nogle ældre billeder i annoncen. Billeder, hvor skibet var i væsentlig bedre stand, end hvad fakta var.

Det var heromkring, at vores gode venner fra bådelauget, Tommy og Anja, foreslog os at holde lidt øje med de svenskbyggede Maxi’er. De to sejler selv i en Maxi 95 og var (og er) ualmindeligt glade for det. Desuden er Tommy tidligere bådbygger, og han havde lyttet til den feedback, vi kom hjem med.

I Marselisborg lå der netop en Maxi 95, som var til salg. Den havde været et par år i Middelhavet og var nu vendt hjem for at blive solgt. Vi tog fluks til Århus for at se på det. Et udmærket skib, som vi straks kunne se os selv sejle ud i verden med. Jeg bemærkede nok, at det var som om, at beslagene i toppen af røstjernene i styrbord side “gabte” lidt. Men jeg tænkte, at det nok bare en kosmetisk udbedring, vi kunne ordne senere.

For en sikkerheds skyld inviterede vi Tommy med til et andet gennemsyn – og det var en god ide. Det viste sig nemlig, at detaljen ved røstjernene var alt andet en kosmetisk. Mastestøtten på denne 95’er var af glasfiber, og den var blevet “træt” og var sunket lidt sammen på den ene side. Masten stod med andre ord skævt, og det massive (men skæve) træk fra mastens vanter havde fået røstjernene til at give sig.

Vi tog derfor hjem igen – lidt slukørede, men enige om, at vi ikke ville begynde vores karriere som bådejere med at skulle skære i vores skib. Men ærgrelsen her, var for intet at regne mod den skuffelse, vi snart skulle opleve.

Skibsmægleren forhindrede handlen

I starten af juni 2019 dukkede der pludselig en ny ide op. I Odense lå en Dufour 30 Classic, som et yngre par gerne ville sælge. Den havde de perfekte dimensioner og opfyldte til fulde alle de ovennævnte krav, vi havde. Vi tog til Odense med stor optimisme, og det første gennemsyn bekræftede, hvad vi havde se på billederne. Et dejligt skib!

En uge efter fik vi nok en gang Tommy med ud at kigge. Nu skulle det være. Hvis ikke Tommy fandt noget graverende, så var dette skibet. Perfekt og lige op til sommerferien. Men båden lå vandet, og marinaen i Odense havde ingen kran, så vi kunne se skibets bund, køl og skrue. Ejeren lovede at finde ud af, hvordan og hvornår det kunne lade sig gøre. Det lovede godt.

Et par dage senere fik jeg imidlertid et telefonopkald fra den skibsmægler, som skulle forestå handlen. Hun slog fast, at vi skulle underskrive en betinget købskontrakt, hvis vi ville se skibet på land. Det syntes vi nu lød en anelse overraskende. Aftalen var jo, at hvis vi fik båden op, men IKKE ønskede at købe alligevel, så var det os, der betalte for at få skibet løftet. Ellers ville det bare indgå i skibshandlen. Det havde bare ikke lige være afstemt med skibsmægleren, som nu var sur.

Dagene gik, og ejerne ville gerne vide om skibet var solgt, eller om de kunne tage på det 3-uges sommertogt, de havde planlagt. Det kunne vi godt forstå, så vi foreslog, at hvis de nu på sommertogtet kom forbi en havn med en kran, så kørte vi gerne ud til dem, så vi kunne se båden sammen. Vi skulle nok betale.

Der gik imidlertid ikke mange dage, før vi påny havde mægleren i røret. Nu var der virkelig ballade! Vi blev beskyldt for alverdens ting og kaldt utålelige amatører og snydepelse. Tommy havde forinden prøvet at få mægleren til at forklare, hvad man hos dem mente med ‘betinget købskontrakt’. Også han havde fået et par borgerlige ord med på vejen. Efter at have hørt på tåbeligheder i 10-15 minutter var jeg til sidst nødt til at forklare mægleren, at vi ikke længere var interesseret i at handle.

Jeg ringede derefter til skibets ejere, fortalte om forløbet og beklagede mange gange. Vi ville gerne have købt skibet, men vi turde simpelthen ikke handle med en så kolerisk skibsmægler. Vi var allesammen ærgerlige – helt nede i kælderen, faktisk!

Friheden ventede i Brejning

Jeg tror, at Tommy følte vores nederlag. Et par dage senere ringede han til mig, for at vise mig en meget fin Maxi 909, der var til salg i Göteborg. Den minder på mange måder meget om den Dufour 30 Classic, vi lige havde set på i Odense. Vi var stadig kede, og orkede ikke lige at køre til Sverige og risikere endnu en skuffelse.

Tommy og Anja skulle imidlertid være værter for årets Maxi-træf den efterfølgende weekend, og her skulle der blandt andet komme en Maxi mage til den, der nu var til salg i Göteborg. Tommy syntes, at vi skulle komme ned på havnen og deltage i hyggen. Hvis vi ville, så kunne han formidle kontakten til ejerne, Bjarne og Lise. Så kunne vi da se en Maxi 909, inden vi tog til Sverige.

Herfra gik det stærkt. Rigtig stærkt! Det skulle vise sig, at Bjarne og Lise netop havde sat deres skib, Libertas, til salg ugen inden. Der var ganske vist ikke rigtig kommet annoncer op endnu. Men hvis vi kom på havnen til træffet, måtte vi hjertens gerne komme ned at se skibet. Det gjorde vi, og efter bare et par mundfulde øl gik snakken lystigt. Vi gik skibet igennem – også sammen med Tommy – og efter endnu en øl og et stykke kage, aftalte vi, at vi om søndagen skulle tage ud at sejle en tur.

Jeg tror faktisk, at skibet solgte sig selv allerede på den sejltur. Udover at være ualmindeligt godt indrettet, velholdt og hyggeligt, sejlede hun som drøm. Særdeles let at styre, god balance og kvik på roret. Dét her – det var sagen. Efter sejlturen skulle Bjarne og Lise hjem til Brejning, og vi aftalte at vi ville prøve at finde en vognmand, der kunne løfte Libertas ud af vandet, så vi kunne se hende under vandlinjen.

Tommy fik hurtigt fat i en lastbil med kran, og allerede ugen efter mødte vi op i Brejning til gennemsyn. Tommy gik den igennem, tjekkede skrog og skroggennemføringer, sejldrev og ror, og da han intet kunne finde, satte vi skibet tilbage i vandet, gik ombord sammen med Bjarne, Lise og Tommy og skrev købskontrakten under. Bum! Nu var drømmen pludselig gået i opfyldelse. Den 3. juli 2019 blev vi rigtige bådejere.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor hurtigt og let en bådhandel egentlig kan gå, hvis man ellers opfører sig respektfuldt og er ærlig. Bjarne og Lise havde tydeligvis passet godt på deres skib, og de holdt helt åbenlyst meget af det. En sådan kærlighed til et skib smitter – og arves.

Da vi den 10. juli besøgte dem i hjemmet i Brejning, havde de to et hav af udstyr og reservedele, manualer til alt ombord, en ekstra tre-bladet foldepropel og meget, meget mere, som vi jo ligeså godt kunne få med. Faktisk var der også en næsten ny genakker, som vi også måtte få.

Og naturligvis bådens nøgler! Nu kunne eventyret begynde.

• 

•