Den 14. juli 2019 var en meget stor dag. Vores nye skib ‘Libertas’ (eller Berta, som vi kalder hende) skulle sejles fra Brejning og hjem til dens nye hjemhavn, Kolding. Vi mødtes midt på formiddagen med Bjarne og Lise, der lige ville gennemgå de sidste ting med skibet og gerne ville tage en sidste afsked med det skib, der havde givet dem så mange lykkelige stunder gennemårene.

Klokken cirka 11 var vi klar til at drage afsted – afsted for første gang nogensinde i vores eget skib.

Det var et lidt bevæget øjeblik for alle. Vi var helt ubeskrivligt lykkelige over, at den årelange drøm om at sejle selv, nu endelig var lykkes; og inde på kajen stod Bjarne og Lise og vinkede farvel til et stort stykke livshistorie. Jeg vil til min dødsdag sværge, at jeg, da vi passerede havneudløbet, så hende tørre en tåre væk under brillen.

Gråvejr og havblik

Nu har vi alle tre sejlet før. Jeg i flere år som kapsejler, og Anne Mette et par sæsoner i Kolding Bådelaugs skolebåde – først som elev, siden bare som træning. Helena har også været med ude nogle gange – også med skolebådene. Men hun var også med, da vi i 2009-2010 sejlede i Caribien. Så hun er helt tryg ved at sejle og finder sig hurtigt til rette – enten ved roret, på fordækket eller med en god bog et sted ombord.

Men det var nu alligevel rart, at vejret på dagen var tørt og med en ganske let vind fra vest-sydvest. Så kunne vi lige lære skibet lidt bedre at kende, komme godt på vej, og få spist den medbragte frokost, mens vi sejlede ud af Vejle Fjord.

• 

• 

For sejl for første gang

Det var faktisk en anelse surrealistisk – sådan at sejle sit helt eget skib for første gang helt alene. Men den første eufori blev dog efter kort tid indhentet af sejleruddannelse og -erfaring, der lige minder én om, at man altid skal orientere sig om lokale forhold – særligt når man ikke sejler på egen hjemmebane. Vejle fjord er ikke Kolding fjord, og en hurtig tur forbi søkortet bekræftede, hvad vi måske godt vidste – at man skal ikke sejle alt for tæt på land rundt om Trelde Næs på Vejle fjords sydside, når man stikker 165 cm. Så vi fik sat en god kurs med tilpas afstand til land – men stadig med mulighed for at nyde den smukke natur inde på næsset.

Ude af Vejle fjord fik vi lidt mere vind og fik sat sejlene og slukket motoren. For anden gang denne dag, følte vi os euforisk begejstrede og kunne næsten ikke tro på det. Jeg tror, at man skal have prøvet det på egen krop for helt at forstå det – følelsen af at rejse med naturens egen kraft som drivmiddel. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af den følelse, man får, når vinden fylder sejlene og løfter dig frem – og ud i verden.

Efter et par gode kryds nåede vi til Lillebælt, hvor vi tog sejlene ned igen og startede motoren. I bæltet er strømmen ofte temmelig stærk, og vi ville ikke risikere noget på vores første tur. Tanken var egentlig, at vi påny kunne sætte sejlene, når vi nåede om til Kolding fjord. Men heromme var vinden gået i vest – altså lige ind forfra – så vi lod motoren køre videre.

Med delfiner i dit følge

Drømmen om at rejse med skib, fik både Anne Mette og jeg på et eller andet tidspunkt i barne- og ungdomsårene. Vi har begge set Troels Kløvedals rejser på TV og har læst om dem i hans bøger. Men tanken om at få vores eget skib blev født i 2009. Her var vi alle tre med ombord på det gode skib Naveren et par måneder i Caribien. Siden har vi sejlet med andre og kun i danske farvande.

Det var derfor med en lille klump i halsen, at vi rundede Børup Sande ved mundingen af Kolding fjord, og for alvor havde kursen hjemad. Og som om, det ikke var nok, dukkede et marsvin op med sin unge tæt på skibet, som for at byde os velkommen hjem. De fulgte os det første stykke vej ind i fjorden, og da de endelig tog afsked og svømmede tilbage mod Lillebælt, var vi næsten kommet frem til anduvningsbøjen – dér, hvor Kolding fjord officielt begynder.

Her fældede den nye skipper en lille tåre. Nu var vi for alvor på vores egen fjord i vores eget skib. Jeg tror, at det var i det øjeblik, det for alvor gik op for mig, at vi nu var bådejere.

Velkomstkomitéen stod klar ved broen

En lille times tid (og en chokoladekiks) senere var vi fremme ved Kolding Lystbådehavns marina syd, og inde på broen var Tommy og Anja klar til at modtage Libertas’ fortøjninger for anden gang på 14 dage. Sidst hed besætningen Bjarne og Lise, og anledningen var Maxi-træf 2019 – nu var navnene Kenneth, Anne Mette og Helena, og anledningen en indflytningsfest.

Nerverne var lidt uden på tøjet, da det jo var første gang, vi skulle lægge vores eget skib til kaj. En Maxi909 er væsentlig bredere og tungere at manøvrere rundt med, end de L23’ere, vi var vant til at tumle rundt med i klubbens sejlerskole. Men det gik naturligvis fint, og efter en hurtig nedpakning af sejl, kunne vi både på den første forfriskning ombord. Naturligvis sammen med Tommy og Anja foruden hvem, vi sandsynligvis aldrig havde fundet Libertas – det helt rigtig skib for os.