Malingen skallede af kølen

Da vi ved købet af vores skib, Libertas, i juli 2019 besigtigede bund og køl, så hun umådelig fin ud. Faktisk gik vores bådekyndige ven, Tommy, meget minutiøst til værks på det tidspunkt. Så vi véd, at den var god der. Da vi ved sæsonens afslutning fik hende på land, så hun også helt fin ud. Stor var vores overraskelse, da vi i marts og april begyndte at gøre vores skib klar til en ny sæson, og malingen pludselig begyndte at skalle af i store flager.

Det vidste sig dog hurtigt, at vi delvist selv var skyldige i denne lidt trælse ændring til det værre.

Metaller, der rører hinanden, kan korrodere

Der er nemlig en grund til, at man lægger et par træklodser under kølen, når man sætter sit skib i bådstativet til vinteropbevaring. Stativet er lavet af stål – og det er skibets køl også. Når de to metaldele rører hinanden over lang tid, så begynder de at reagere med hinanden – og det gør det ikke bedre, når der undervejs sættes såkaldt ‘landstrøm’ på skibet. Det betyder reelt, at der via et langt kabel til en stikkontakt på land, sættes strøm til skibets eget elektriske system. Denne strøm kan forværre korrosion mellem metaller.

Vi rådførte os med et par eksperter på området og kom med deres hjælp hurtigt frem til den konklusion, at kølen skulle slibes helt ned – ikke bare helt fri for al den løse, gamle maling, men høvles helt ind under primeren (den grundmaling, der findes under skibets rigtige maling), ind til det bare, rene metal. Derfra skulle den så – helst inden 48 timer – have et nyt lag primer, ja faktisk flere lag.

Høvl og tre-en-halv gange primer

Af vores uovertrufne bådbygger-ven, Tommy, lånte vi en særlig excentersliber med noget helt specielt korn-40 slibepapir og en påmonteret industristøvsuger. Slibepapiret lignede almindeligt sandpapir – men dette havde, hvad der mindede om små metalspåner, stikkende ud af papirets forside. Nå skulle kølen have ‘høvl’.

Over to meget lange aftener efter arbejde sleb jeg kølen ned, så kun det rå metal stod tilbage, med enkelte pletter af meget genstridig primer ind i mellem. Da dette sidder virkelig godt fast, kan man godt lade det sidde, til et nyt lag kommer på.

Efter at have brugt én aften hjemme på at restituere mine slappe funktionærarme og -ryg bare en smule, tog jeg påny ud til ‘Libertas’ for at give kølen ny ‘coat’. Tre aftener i træk fik kølen et lag to-komponent primer med en særlig hærder iblandet, og på fjerdedagen blandede jeg de sidste rester og gav den forreste og mest udsatte del af kølen et ekstra lag.

Det første lag blev lagt på med pensel, mens de resterende lag blev rullet på. Resultatet blev umiddelbart rigtig flot. Men naturligvis finder vi til efteråret, når båden skal op igen, ud af, om de mange timers arbejde har været slidet værd – om kølen har fået den rigtige behandling og primer og bundmaling bliver, hvor den er. På kølen!

Det færdige resultat. Som en ekstra fjer i hatten, kan vi nu fremover nøjes med én type bundmaling, hvor vi før skulle bruge to – én til skrog og en anden til kølen. Med ny primer kan hele skibet bundmales med Internationals VC17m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.